På arbejdet sidder jeg, og skriver ind i et Excel-ark. En kollega kommer forbi, og vi får øjenkontakt. Jeg smiler. Han smiler tilbage med sit corporate-smil. Det smil, som ikke reflekteres i øjnene.
Min datter er i dagpleje. Jeg ser hende ikke i otte timer på en dag. Vi har to-tre timer sammen efter jeg er kommet hjem, hvor mit overskud er en by i Rusland.
Jeg synes mine arbejdsopgaver er okay. Mine kollegaer er okay. Jeg har okay fleksibilitet. Men er det virkelig livet med møder (der oftest kunne være en mail), Excel-ark og anstrengte smil… Er det dét der gør det værd, at være væk fra ens børn? Skal vi virkelig lave det her til vi er 70+?
Dette indlæg har 1 kommentar
Mit yndlings-citat er “er det her virkelig et arbejde?”
Vi sidder på et kontor, drikker kaffe og taster i regneark. Holder små-pauser ved kaffemaskinen, spiser fra den varme buffet til frokost og hyggesnakker med kollegaerne.
Imens kan vi se ud på vinduespudseren som pudser vinduer 7½ time dagligt eller stillads-arbejderen der flytter tonsvis af stilladser i 0 graders varme.
Ved computeren kan man i en kort pause udnytte et black friday tilbud eller komme forrest i køen til Skanderborg-billetter. Vi kan “flexe” og deltage i datterens morgensang på skolen og blive hjemme med god samvittighed på barnets 1. og 2. sygedag.
Vi er alle blandt de 1% rigeste i verden og har alle muligheder foran os. Vores begrænsning er egne ambitioner både privat og karrieremæssigt om det perfekte liv – ivrigt fodret af sociale mediers glansbillede som vi ikke kan genkende i vores eget liv.
Indrømmet – vores arbejde skal ikke kun være en pligt, og skal også give dig engagement og energi. Så overvej både din karrierevej og muligheden for deltid.